Dårlig billede med mobil tlf. men fin afslutning på en kold dag.

26-1-2013

Rævejagt er tit uforudsigeligt.

Jeg var ved flere i dag, hvor jeg plejer at se til deres kunstgrave. Vi var ved 14 grave intet i. Det sidste sted var hos Rune, han har 7 kunstgrave.

Da vi havde været ved den sidste, og stadig intet i, men der havde været ræv ved alle grave, men de ville åbenbart ikke være under jorden idag.

Men noget skulle vi finde, så jeg foreslog vi skulle prøve at få en mår ud fra hans lille jagthytte ude i skoven. Anton havde markeret den lige før nytår ,på en fasanjagt. Der kunne vi ikke nå at gøre noget ved det. Vi kørte derud og Anton og Donna var helt oppe at ringe, vi fik skruet en tagplade af og hundene ind på loftet.

Der gik ikke lang tid før en stor hanmår strøg ud under taget og ned ved et vandløb, og væk i noget buskads og nogen slemme forbier bevirkede at den var væk , Donna sprang ned fra taget og gik på fod af den, men måtte give op.

Jeg siger til Rune, måske den er gået i den gamle kunstgrav, han ikke har haft åbnet de sidste to år, fordi den ligger i noget tæt buskads, hvor det ikke er nemt at skyde og der har også været rotter i den. Det kunne jo være at stenene havde flytte sig, en mår skal jo ikke havde meget plads, og den var løbet i den retning.

Vi køre over til den og ser at den ene indgang er lidt åben, jeg får stenen væk fra det andet rør, hvor Donna er helt tosset for at komme ind. Hun ryger ind med fuld fart og et min. efter lyder der to knald fra Rune, det er ræv råber han, ræven kommer med  fart på over til mig, det er meget tæt med buske og svært at skyde men jeg når at ramme den , men den når tilbage og går i det rør den kom ud af. Men der går kun få min. så kommer den ud igen og der lyder kun et knald denne gang. Vi bliver stående, det kunne jo være en mere, da Donna ikke var kommet ud endnu. Men så kom hun efter et par min og ruskede ræven , som var en pæn hanræv.

Jamen så var der alligevel kun en i, men en ræv var jo også godt nok at slutte dagen med. Vi stod lidt i nærheden at bilen og skulle lige have et billede af den, men Anton var noget tosset i bilen da han jo vidste, at det ikke bare var for sjov, de skud han havde hørt. Jeg lukkede ham ud så han også lige kunne få lov at ruske ræven, men han strøg lige ind til graven og skulle lige undersøge den også, jeg gik hen til graven igen, for at se hvad han lavede, hva faen var det ? han kom gud hjælpe mig bakkende ud med en død tæveræv.. det var så den første som jeg havde skudt på som lige var nået et stykke ind i røret, og så var død. Hanræven er så kommet uden om hende da det var rør med god plads i.

Så der er ikke altid langt fra fiasko til succes eller omvendt når man har med de ræve at gøre :) 

 

En rævejagtsdag vi aldrig glemmer.

 

Vi hjælper en jagtforening en gang årligt, Susanne og jeg, med at tilse en del rævegrave. Det er en forening jeg har været medlem af, som ungjæger, men så flyttede jeg fra den egn, men deltager stadigvæk i flere af deres aktiviteter.

Det var  i feb. 2010 denne beretning drejer sig om.

Der var rigtig meget sne, ca. 20cm.  Det havde ligget længe og var svært at gå i.  Der var skorpe på, som vi gik igennem for hvert skridt.

Men første kunstgrav vi kom til, var der ræv hjemme, og der gik ikke lang tid, før den med stort besvær kom ud i den hvide sne. Den måtte kante sig ud.  Malou kom ikke ud, så jeg troede, der var èn til, men efter et stykke tid kunne vi godt høre, at det var fordi hun ikke kunne komme ud. Der var løbet vand ind i røret  på et tidspunkt, som så var frosset til is.  Vi måtte hugge noget af isen i stykker, for at hun kunne komme ud.

Ræven løb i en bue rundt om de fire mand der stod for og fik en del forbier, men faldt til sidst for et godt skud.

Mikkel kanter sig ud

Nu kommer der fart på

Det er ikke altid så nemt som man skulle tro, Lars her skyder to blanke

Nu er der meget fart på mikkel

Men en af de fire skytter når den til sidst, med en fin træffer.

 

Den sidste grav vi var ved, lå langt oppe i en skov. Der var for meget sne til at vi kunne køre derop, så vi måtte kæmpe os gående igennem sneen. Efter 1,5 km. kom vi endelig derop.  Der havde været meget trafik omkring hullerne ved kunstgraven. Jeg slap Malou igen i god afstand fra graven, hun røg i med stor hastighed, og der gik kun et øjeblik så sprang den første ræv, og blev skudt med en del skud. Nr. to ræv kom et øjeblik efter og nåede at se en  der løftede bøssen for tidligt og strøg lige forbi Malou og i grav igen.

Så ville den ikke ud igen, så efter et stykke tid, hvor der ikke skete noget, gik jeg den lange vej tilbage og hentede Frede i bilen. Det hjalp, så  fik vi nr. to også.

Tre ræve.. det var ikke dårligt at gå til frokost med. .

 

 

Vi fik en god hyggelig frokost.  Mens vi sad der, blev jeg ringet op af en skolekammerat Poul, som er begyndt på gravjagt for få år siden og har anskaffet sig en ruhåret gravhund.

Hans problem var, at han havde arbejdet med en ræv i tre timer den dag og lige så længe 14 dage tidligere, nu havde han opgivet. Poul ville gerne, om vi kunne hjælpe ham.

Ja selvfølgelig kunne vi det. Vi har jo lige de rigtige hunde. Vi mente det ville være nemt, og det var lige på vejen hjem. Vi var der kl.15.30 og vi tog både Malou og Frede med til graven, for at det kunne gå lidt hurtigt. De gik begge i grav og meget hurtigt kunne vi høre ræven ved udgangen, men så skete der ikke mere. Vi kunne bare høre hvordan hundene halsede, så efter en time mente jeg, at der måtte være noget galt med den ræv.  Aflives det skulle den, så jeg kørte hjem efter Anton og lod ham gå i fra den anden side med snor på.  Vi kunne jo høre ræven var tæt på udgangen.

Der gik kun kort tid, så havde han den i struben og ræven var død. Den havde et brækket bagben. Det så ud, som den havde været ramt af en bil. Så var det nok derfor, den ikke ville springe, det har jeg oplevet nogle få gange før, at sådan en ræv ikke vil.

Jamen så var alt jo godt. Ræven var død og Malou kom ud fra det andet rør. Hun var meget våd og forkommen.

Så manglede vi bare at få Frede ud, men han kom ikke og der var ikke noget at høre fra graven. Der var uhyggeligt stille, det kunne vi ikke lide. Jeg mente, det nok var fordi Anton var uden for, så ville han nok ikke komme ud.  Vi gik op til bilen med Anton og Malou, så hun kunne komme i hendes kasse med lunt halm. Så jeg regnede med at Frede kom efter os. Det gjorde han ikke.. Vi blev noget nervøse for, hvad der kunne være sket med ham.

Tilbage til kunstgraven.. der var intet at høre. Nu var vi meget bekymret for, hvad der kunne være hændt ham. Så er gode råd dyre.. Poul kørte hjem efter forskelligt værktøj, og Susanne kørte hjem efter Bitten , måske Bitten  kunne lokalisere hvor han var.

Så med værktøj og Bitten gik vi i gang, men måtte opgive at grave ned, jorden var alt for frossen.

Bitten havde været frem og tilbage nogle gange, så vi kunne godt regne ud,  ca. hvor Frede måtte være, men hvad kunne vi så gøre?  Jeg kunne  låne en rendegraver,  for noget skulle der ske hurtigst muligt. Så hørte vi, at Bitten trak i noget inde i graven. Okay sagde jeg.. så har der alligevel været en ræv mere, så var det den, der forhindrede Frede i at komme ud.. Nu var der håb.. hun trak og trak og til sidst kunne jeg nå hendes hale og hjælpe det sidste stykke.

Det var et stort hoved der kom til syne. Det er jo Frede, råbte Susanne. Han lå på ryggen og var helt bevidstløs. Jeg fik ham op på armen og der kom lidt liv i ham. Der var ikke et øje tørt.. Tænk Bitten kunne finde på at slæbe ham ud, det ville jeg aldrig havde troet var muligt.

Vi skyndte os hjem med ham og fik ham vasket og tørret med en hårtørrer, så han kunne få varme i kroppen igen. Han fik honning i vand,  og efter en time kunne han selv gå hen og drikke vand.

Han var helt gennemblødt af vand, da vi fik ham ud, og selvfølgelig meget nedkølet , det var jo fordi frosten var nede omkring rørene, og varmen fra hundene har givet kondensvand.

Kl. var ni da vi kom hjem med ham. Det havde været en hård dag vi aldrig glemmer, men med en følelse, som nok ikke kan beskrives.

 (det har vi godt nok aldrig  prøvet før)

Hvad en ruhåret gravhund ikke kunne klare måtte der fire Tyske Jagtterier til. Det skal man ikke prale med J .

 

 

 

 

Gravjagt d. 6-1-2010

 

Vi var på gravjagt på Gyldensteen. Det var en rigtig hyggelig og fin dag ,Vi fik som det kan ses på billedet 5 ræve og en Mår, som manglede halen, Skytten skød forbi på den for 3 år siden næsten det samme sted i skoven, vi tror det er den samme, da det ikke ses ofte en mår uden hale. Den første han ræv sad i en grav alene, og sprang omgående, det var Malou der klarede den. Den næste grav sad to små tæver, som var meget tvære til at springe , selvom vi kom til graven i fin vind, men ud kom de, Det var Anton der kom på den lidt hårde opgave. Den sidste grav vi fandt ræv i, sad en han og tæve, det var igen Malou, og det tog ca. et min pr styk og han ræven kom sidst, den landede oven på tæven, ti meter væk fra graven, det har jeg aldrig prøvet før. Måren sad i en stor stak 3 m.træ, på en skovvej, og den kom efter et kvarter, hvor jeg stak en gren ind, der hvor hundene markerede hvor den var.

 

 

Bukke jagt 16-5 -2008

        

Den 16 maj var jeg på bukkejagt sammen med de andre som jeg har jagt sammen, med vi har to skove på 100 ha.

Jeg sad i en stige i et stykke med ældre eg, da jeg havde siddet en halv time ser jeg pludselig et dyr ca. 70 m væk, jeg kunne hurtigt se det var en buk, jeg var klar hvis han vendte siden til, og det gjorde han og jeg skød, men pokker tog ved ham ind i tæt underskov, og ud på den anden side af det tætte kommer noget rødt farende ud, jeg troede lige at det var bukken men til min overraskelse så jeg det var mikkel hun havde nok siddet og hygget sig ved et lille vandhul der var inde i det tætte.

Jeg ventede i fem min før jeg gik op til anskudsstedet, og kunne se der var masser af lunge schwiess så jeg blev helt rolig, for det var sikkert en god velplaceret kugle.

Det var jo en fin chance til at træne Frede, så jeg hentede ham nede i bilen, det tog ham kun et øjeblik at gå de 50 m. bukken var løbet, den var forendt for en god kugle.

Der blev kun skudt en buk mere den morgen.

Da jeg skulle af sted kl fire morgen, kunne jeg ikke finde mit jagthorn, det hang ikke på sin plads, jeg havde jo ikke tid til at lede så længe, men der var da heldigvis en af de andre der havde sit med, så det gik jo alligevel.

Da jeg kom hjem ledte jeg igen, jeg kom i tanke om jeg nok havde lagt det op på en hylde i carporten d. 9 maj da havde vi havde været på nattergale tur i skoven ,hvor hvor jeg er med i jagten.

Ganske rigtig der lå hornet men en solsort havde lige udnyttet den gode form det har og bygget rede i det ha ha, men jeg kunne lige tage reden ud af det og lagde reden til bage igen og nu ruger hun på 5 æg.

 

Til forside